Ny digital værktøjskasse giver forældre overblik i børn og unges psykiatriforløb

Når et barn kommer i psykiatrisk behandling, skal forældrene både støtte barnet og navigere i et komplekst forløb med mange fagpersoner og myndigheder. Fra efteråret 2026 får 2.500 familier i to regioner adgang til en ny løsning på sundhed.dk, der samler planer, beskeder og samarbejde ét sted.

Alle kan have brug for hjælp

Det er voldsomt at være forælder til et barn eller en ung, der skal have psykiatrisk behandling. Der er selve lidelsen. Og samtidig bliver hverdagen fyldt op med møder, beskeder, ventetider og fagpersoner. For hvem gør hvad, og hvad er næste skridt?

Nu skal et nyt forsøg hjælpe forældrene med at skabe overblik. Det hedder Familiens Digitale Værktøjskasse og er en platform på sundhed.dk, der er udviklet i regi af forskningsprojektet Bedst for Os.

Fra efteråret 2026 bliver cirka 2500 familier i Region Nordjylland og Region Hovedstaden koblet på den nye platform, der skal styrke samarbejdet mellem familier, psykiatrien og kommuner.

“Mange forældre oplever, at de selv skal holde styr på et meget komplekst forløb. Det er en stor opgave, især når man samtidig står i en svær situation som familie. Så hele formålet med platformen er at give familierne en digital værktøjskasse, hvor alle aktører kan samles og samarbejde og dermed frigøre forældrene fra rollen som projektleder,” siger professor Birthe Dinesen fra Aalborg Universitet.

Hun er leder af udviklingen af platformen, der er udviklet i tæt samarbejde med børn, unge, forældre og fagpersoner og som skal testes over de næste to år.

Information går ofte tabt

Lanceringen sker på et tidspunkt, hvor børne- og ungdomspsykiatrien er under pres og kæmper med historisk lange ventetider.

En af de store udfordringer i dag er, at behandlingen af barnet eller den unge foregår i forskellig regi – noget sker i skolen, andet på hospitalet eller hos egen læge. Planer og aftaler bliver ikke altid delt med alle parter, og beskeder ligger i digitale systemer, der ikke taler sammen.

Familiens Digitale Værktøjskasse skal derfor gøre det lettere at koordinere behandlingen. Platformen indeholder blandt andet oversigt over fagpersoner i forløbet, delinger af planer, referater, svar fra børn og unge om deres trivsel og adgang til videomøder og chat, så aktørerne omkring barnet eller den unge lettere kan komme i kontakt med hinanden.

I testperioden vil forskerne undersøge effekten på familiernes oplevelse af sammenhæng, samarbejdet på tværs af sektorer og de sundhedsøkonomiske perspektiver.

“Vi er ikke interesserede i bare at lægge endnu et system oven i de systemer, som fagpersoner bruger, men i stedet gøre hverdagen mere overskuelig for familierne, og derfor har vi haft stort fokus på at inddrage de relevante parter i udviklingen,” siger Birthe Dinesen.

Åbent informationssite skal samle kvalitetssikret viden

Som en del af Bedst for Os lanceres også et åbent informationssite på sundhed.dk: ”Børn og Unge i Fokus”. Her kan børn, unge, forældre, søskende og fagprofessionelle finde viden om mental trivsel og psykiske udfordringer, fritidstilbud og interesseorganisationer fra alle kommuner og regioner i landet.

Indholdet er kvalitetssikret af eksperter og udviklet, så det kan bruges af både børn, unge, søskende og voksne med forskellige behov. Også her har børn og unge været inddraget gennem brugertests og dialog om design og indhold.
Lanceringen markerer også, at trivsel og mental sundhed nu for alvor rykker ind på sundhed.dk.

Morten Elbæk Petersen er direktør i sundhed.dk og ansvarlig for initiativer på psykiatriområdet i regi af Digital Sundhed Danmark. Han glæder sig over at kunne udvide sundhed.dk’s tilbud med den digitale værktøjskasse:

“Mange familier oplever, at det kan være svært at finde rundt i de tilbud, den viden og de fagpersoner, der er involveret, når et barn eller en ung mistrives. Bedst for Os samler relevant viden og skaber nye muligheder for overblik og samarbejde på tværs. Vi er stolte af med Bedst for Os at kunne udvide sundhed.dk’s tilbud til også at omfatte mental trivsel og dermed gøre det lettere for børn, unge og deres familier at finde støtte og navigere i et ofte komplekst forløb,” siger han.

Erfaringerne fra testperioden af både den digitale platform og informationssitet skal bruges til at vurdere, om løsningen kan udbredes til flere familier og kommuner