Vi har lige haft status møde på forskningsprojektet TelePal, hvor patienter i palliation indgår i et lodtrækningsforsøg:
Vi har nu inkluderet 159 af 182 patienter, så vi mangler kun 12 %
Forsøgsgruppen anvender en tværsektoriel digital platform i den sidste del af livet, så de kan kommunikere via video og chat med Enhed for Lindrende Behandling på Esbjerg & Grindsted Sygehus og sundhedsprofessionelle i kommunerne: Esbjerg, Varde, Vejen, Fanø og Billund. På TelePal.dk svarer patienterne ugentligt på spørgsmål om oplevelsen af tryghed, smerte og livskvalitet – både patienter, pårørende (hvis patienten har givet samtykke) og sundhedsprofessionelle kan se og følge disse data. Der er også mulighed for at have en fælles plan for patientens forløb og læse informationer om emner som håndtering af smerter, svære samtaler, mv.
Vi har gennemført interviews med patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Foreløbige resultater viser, at patienterne føler tryghed, bedre koordinering af deres forløb, sparer transport tid, og at det er nemmere at komme i kontakt med det palliative team
TelePal projektet og foreløbige resultater præsenteres af overlæge og PhD-studerende Jarl Sigaard på konferencen: “Patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen“, 20-21. november 2023 – kom og hør oplægget, hvis du er på konferencen
Vi glæder os til at kunne dele vores endelige resultater med jer i 2024
Projektet er støttet af Knæk Cancer midler fra Kræftens Bekæmpelse og Esbjerg Sygehus.
Parter i projekter er: Enhed for Lindrende Behandling, Esbjerg og Grindsted Sygehus; CIMT, Odense Universitetshospital; Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og Laboratorie for Velfærdsteknologi – Digital Sundhed & Rehabilitering, ExerciseTech, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
I forskningsprojektet: “Future Patient – telerehabilitering af patienter med atrieflimren” har vi lige inkluderet patient nr 100 102 ud af 208, som skal med i studiet. Det er gået over al forventning med at inkludere patienter i studiet. Tak for indsatsen til Hjertesygdomme på Regionshopsitalet i Viborg og Silkeborg, sundhedscentre i Viborg, Silkeborg og Skive & teamet ved Laboratorie for Velfærdsteknologi på AAU.
Patienterne deltager i Future Patient programmet i 16 uger, hvor de måler blodtryk, puls, vægt, puls, søvn, respiration og hjerterytme.
Patienter og sundhedspersonale kan se og følge data på den tværsektorielle platform HjertePortalen.dk.
På HjertePortalen er der også informationer og animationsfilm om livet med atrieflimren, og der er mulighed for at have video og chatte med hinanden gennem platformen.
Patienter og pårørende tilbydes også undervisning fire gange på Sundhedscentre i Skive, Viborg og Silkeborg.
Studentermedhjælp Dorthea og jeg har nu startet en interviewrunde, hvor vi interviewer patienter om deres oplevelser og erfaringer med at deltage i projektet. Lektor Helle Spindler fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet vil interviewe pårørende i projektet. I kan følge projektet her.
Dansk Medico Teknisk Selskab (DMTS) fejrer i år 50 års jubilæum. Ved Landsmødet på Vingsted Centeret var der tre oplæg under temaet “Nye perspektiver ved hjemmemonitorering og e-indlæggelser”:
Første oplæg havde titlen “Telepalliation – digital tryghed i den sidste del af livet” ved Birthe Dinesen. I oplægget blev foreløbige resultater fra et kvalitativt substudie præsenteret: Patienter føler tryghed, bedre sammenhængskraft og kommunikation ved brug af Telepal-platformen.
Andet oplæg havde titlen: “Evidensbaseret udvikling af fremtidens e-Hospital” ved professor Thea Kølsen Fischer fra Københavns Universitet og Nordsjællands Hospital. Thea og team har med stor engagement udviklet en digital platform til e-indlæggelser som er evidensbaseret og lavet et enkelt koncept, som nu bliver testet i et RCT studie. Vi glæder os til at følge projektet og dets resultater.
Tredje oplæg havde titlen: “IT-sikkerhed ved fremtidens hjemmemonitoreringer og e-indlæggelser” ved professor Lars Dittmann fra DTU. Hovedpointerne er, at vi skal være på vagt ift sikkerheden og være kritiske for at opretholde en høj IT-sikkerhed i hjemmet og der er brug for mere forskning og oplysning om dette område.
Der var en god debat efterfølgende og vi ønsker DMTS tillykke med jubilæet. Tak for invitationen til at være med på konferencen til Kim Dremstrup, formand for DMTS og institutleder for Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
Vi vil gerne takke for et super godt seminar på Hald Hovedgaard mandag den 4. september.
Vi skulle have haft kick-off seminar for FP-AF, men det blev til ”midtvejsseminar”, idet vi har inkluderet over 80 patienter ud af 208 patienter, som vi total skal have med i studiet inden december 2024.
Tusind tak til projektsygeplejersker, klinisk ansvarlige læger, sundhedskonsulenter i sundhedscentre, studentermedhjælpere og Knud ved AAU. Det er kun lykkedes ved et kæmpe team samarbejde… SÅ SEJT!
Vi var heldige at have godt sensommervejr ved seminaret på Hald Hovedgaard, og vi havde et godt fagligt seminar, hvor brugerpanelet fra FP-AF også fortalte om deres oplevelser ved at deltage i FP-AF, og gav refleksioner til, at vi også tænker de pårørende med i fremtiden.
Vi glæder os til de næste skridt i projektet med interviews af patienter og pårørende, møde i brugerpanelet, mv.
I dag bringer DR-1 indslag om kunstig intelligens med perspektiver fra Danske Regioner, Danske Patienter og Professor Birthe Dinesen, Laboratorie for Velfærdsteknologi.
Netcompany har produceret en række podcasts om “Sundhed 2043”.
Læge og PhD Søren Lunde er vært og har inviteret forskere og centrale personer indenfor teknologi og sundhed til en dialog.
Professor Birthe Dinesen deltager i en podcast med fokus på: “Kan fremtidens hospital være derhjemme?” i en dialog med direktør Morten Freil fra Danske Patienter.